Tilbage forsiden
Onsdag den 9. juli 2025  
 Hold nyheder
 Nyheder
 26-11-2020 - Farum Boldklub er fyldt 110 år

Med ny kunstgræsbane i Stavnsholt har
Farum Boldklub nu tidssvarende banefaciliteter,
siger formand Torben Stensdal

Torben Stensdal i klubhuset i Farum Vest. Foto: Jens Berg Thomsen


Af Jens Berg Thomsen

FØDSELSDAG

Den 12. november 1910 blev Farum Boldklub grundlagt, og her 110 år senere er formand Torben Stensdal glad.
For nylig kunne den renoverede kunstgræsbane i Stavnsholt åbne, og det afsluttede ti års arbejde for at få renoveret den bane.
"Man gør status ved sådan en 110 års fødselsdag. Med indvielsen af banen i Stavnsholt, har vi nogle tilfredsstillende banefaciliteter," siger Torben Stensdal.
Både kunstgræsbanen i Stavnsholt og dens "tvilling" ved svømmehallen i Farum Vest er fra 2002. Banen i det vestlige Farum blev dog renoveret for to år siden.
"Banerne var nedslidte og i de senere år skadesfremkaldende.
Det var ikke godt," siger formanden.
Med den nyrenoverede bane har Farum Boldklub delvis adgang til tre kunstgræsbaner, når den på selve stadion tælles med. Derudover har FC Nordsjælland, selskabet, luftet interesse i at finansiere og bygge en ny kunstgræsbane på den nuværende grusbane i Farum Vest, der i dag bruges til blandt andet parkeringsplads ved større begivenheder, som cirkusplads og som bane til det traditionelle mooncarrace mellem fritidshjemmene. Hvis grusbanen skal omdannes til kunstgræs, skal der findes en løsning på parkering, og her mener Torben Stensdal, at løsningen er at rykke parkeringspladserne ud.
”At få aktiveret parkeringspladsen til fodboldbane og få flyttet parkeringen ud af området vil både gavne beboerne i Farum Vest og skabe mere baneplads til FC Nordsjælland, en gevinst for alle parter,” siger formanden.

Sammenlagt
med Stavnsholt

Navnet var også Farum Boldklub tilbage i 1910, men efterhånden kom der andre sportsgrene ind i klubben, og navnet skiftede til Farum Idrætsklub, og i 1974 blev Stavnsholt Boldklub skabt af borgere i den voksende bydel på den anden side af Frederiksborgvej.
"Den søde anekdote er, at en nytilflyttet far ringede til Farum Boldklub og spurgte, om man kunne lave en filial i Stavnsholt, for så skulle de ikke over Frederiksborgvej for at spille fodbold. Historien går på, at svaret fra Farum IK var, at hvis de ikke var store nok til at cykle over Frederiksborgvej, så var de heller ikke store nok til at spille fodbold. Det var starten på at Stavnsholt fik sin egen fodboldklub, og frivillige kræfter gjorde, at man fik de bygninger, der står den dag i dag i Stavnsholt," siger Torben Stensdal.
De to klubber blev lagt sammen i 1991, blandt andet efter opbakning af den daværende borgmester i Farum, Peter Brixtofte.

Muhammed Bektas, Niels Bjerre Degn og Tine Hessner fra kultur-, fritids- og
idrætsudvalget i Furesø sammen med Lennart Christiansen, Torben Stensdal
og Yuri Balle fra Farum Boldklub.

Foto: Jens Berg Thomsen

Tredje størst

I dag er Farum Boldklub den tredje største i DBU Sjælland-regi. Det er senest gjort op i 2019.
"Det er gået stærkt siden 1991. Der er Brøndby og Greve, der er større end os, men det er heller ikke noget mål i sig selv at være store.
Der skal også være noget kvalitet," siger Torben Stensdal, der fortæller, at Farum Boldklub har udset sig en række områder, hvor man skal udvikle sig yderligere.
"Der skal endnu mere fokus på børnefodbolden på både pige- og drengesiden. Det er vores fundament. Hvis roden visner, kommer du ingen vegne.
Derudover har vi fuldt fokus på uddannelse af trænere.
Det er klart, at fodbolden også er under pres. Der er rigtig mange aktiviteter for de unge, så en fodboldklub er nødt til at være attraktiv i forhold til de mange andre tilbud, der er til unge. Men også attraktiv i forhold til andre fodboldklubber," siger Torben Stensdal.

Sociale medier
og klubhusmiljø

Det fremtidige arbejde med klubben byder også på mere tilstedeværelse på sociale medier og at arbejde hen imod at skabe et fælles klubhus mellem Farum Boldklub og FC Nordsjælland.
"Vi kommer til at satse på mere på sociale medier og til at skrue op for sociale aktiviteter.
Et fælles klubhusmiljø sammen med FC Nordsjælland for fans, spillere, forældre og ledere er noget, vi vil arbejde videre på skal blive til virkelighed," siger han.




Lagt på nettet af: HEN

 Øvrige nyheder
22-06-2025 - U19-2 Sjællandsmestre
16-06-2025 - U14-1 Sjællandsmestre i Liga 3
14-05-2025 - Farums U13-hold vandt bronze i Tyskland
14-05-2025 - Bestyrelsesmøde referat 28. april 2025
29-04-2025 - Generalforsamling 2025
16-03-2025 - Indkaldelse til Generalforsamling 2025
16-03-2025 - Bestyrelsesmøde referat 12. marts 2025
16-03-2025 - Bestyrelsesmøde referat 12. november 2024
30-01-2025 - C 2 Klubkursus
09-01-2025 - Indestævnet takkehilsen

 Copyright Farum Boldklub 1998-2025 587333/33130883/1431